Det nu hypede fokus på kvælstof synes at følge opskriften på det hypede fokus på kuldioxid, på biodiversitet, og på flere andre af de abstrakte og hypede fænomener, vi trækkes rundt i manegen af i disse år.

Der er noget "vildfarent" over det. 

Vi jagter hekse. Og selv om heksejægerne elsker suset og opmærksomheden, elsker at simulere handlekraft og ridderligt skriver den ene store check efter den anden af andres penge, når vi ikke rigtigt nogen vegne målt i reel problemløsning.

Ingen af de store naturproblemer er tilnærmelsesvis løst, selv om vi har jagtet dem i over 30 år. 

Nogle mistænker, at de er designet til at skulle holdes i kog. Og mange, i det store parnas, der følger heksejægerne, lever godt af det. Også selv om en del af dem godt ved, at vi bare jagter hekse.

Elefanten i rummet er igen os selv. Mennesket.

Mennesket, der elsker fortællingen om fremskridtet uanset om det reelt er et skridt fremad. Mennesket, der elsker forbruget, men villigt ignorerer dets bagside. Mennesket, der relativt råt spiser fortællingen om, at vi kan producere os ud af overforbruget. Og mennesket, som villigt følger de institutioner vi helliggør, og hvis loyale proponenter, uanset om de findes i politik, forskning eller andre officielle embeder, dekoreres med ordner uanset deres udsagns placering på sandhedsskalaen.

Selv om vi har fået rigeligt med mad, er den på mange måder i en væsentlig dårligere kvalitet end den vores bedsteforældre indtog. Mange ting har fået en reelt dårligere kvalitet nu om dage. Blandt andet vores sundhed, vores læring, de unges velbefindende, vores købekraft, og også vores natur.

De progressive belærer os om, under mantraet "at stenalderen ikke sluttede fordi vi løb tør for sten", at vi bare skal bruge løs. For kreativiteten vil i sidste ende få os ud af miseren.

Det er der noget historisk rigtigt over. Kreativiteten har hjulpet os utallige gange før, når nøden blev stor. 

Men de kreative er nogle andre end heksejægerne.

Og de kreative har aldrig foreskrevet den efterhånden dekadente og på mange måder ødelæggende adfærd, som reklamerne 24-7 stopfordrer os med, at vi ikke kan leve uden, og som vi i en vis forstand faktisk er blevet afhængige af, fordi vores økonomiske system er designet efter pyramidespilsskabelonen.

Løsningen ligger lige for. At bruge naturen, men bruge den fornuftigt. Bæredygtigt. Dvs. bruge meget mindre af alting. Drop overfloden, så forsvinder mange af spøgelserne som dug for solen.

Vi må bryde ud af forhekselsen. Den, der får ens veluddannede bekendte, som nu er på deres 3. "grønne" elbil, til i ramme alvor, og lidt overbærende, at docere det forkastelige i, at man holder fast i den gamle benzin-Skoda så længe den kan.

Indrømmet, jeg husker også hvordan man selv som ung docerede sine forældre, og nu mange år efter godt kan blive lidt pinligt berørt af "gensynet", selv om det nok var helt naturligt og sker i hver generation.

Men måske er tiden ved at være moden til igen at lade "de ældre" eller de voksne komme tilbage i førersædet. At få Ibsen tilbage i pensum. 

For siden "ungdommens" oprør har vi vel egentlig været bedre til at realisere os selv, end vi har været til at løse problemerne og leve bæredygtigt. 

En selvrealisering, der ikke har skabt den ønskede lykke, men har bidraget med en overflod af nye problemer, der kræver flere heksejægere.

Sjældent, har vi historisk talt og skrevet så meget om klima, biodiversitet, energi landbrug, og flere andre emner relateret til vores fysiske natur. 

På alle disse områder går bølgerne højt. Naturen er politisk. Den er præget af uro, usikkerhed, og forandring og har været det i over 30 år.

Tingene tinger alså ikke. 

Der er hverken enighed om problemerne eller om løsningerne. Naturen synes mest af alt at være en anledning til opmærksomhed. 

Opportunismen hersker altså.

I landbrugsepoken var der en stor grad af enighed om, at jorden tjente os bedst til at skaffe mad og energi. Vi kunne her samles om et fælles formål at lade naturen forsyne os med det vi manglede.

Landbruget stod for råvarerne, industrien for forarbejdningen og energien fik vi fra undergrunden. Rollerne var fordelt og det fungerede en tid.

Men natur og miljø begynde at mærkes af vores forbrugsfest. Det ændrede nogle af vores holdninger. Vi ville gerne forbruget, men ikke dets bagside.

Fra at være symboler på fremgang blev skorstene, boreplatforme, og de ukrudtsfri marker symboler på forurening og ødelæggelse.

Den grønne bølge fik tag i den efterhånden velnærede og velforsynede befolkning. 

Men uden at vi slap det forbrug som havde drevet det hele. 

Vi skar ikke ned, men talte om at gøre det grønt. Vi satte klistermærker på tingene, der signalerede dyder som bæredygtighed, kemikaliefri, økologisk. 

Men alligevel steg vores energiforbrug og vores aftryk på naturen.

Heri består dobbeltspillet. Vi vil gerne narrativet om den rene natur. Men vi vil reelt forbruget mere.

Hvis ikke vi vil give afkald på velfærden, er der kun én mulighed: at blive mere effektive, så vi kan bevare eller forøge velfærden uden at ødelægge naturen.

Det er ikke sket. Vi sviner stadig, selv om vi måske sviner i andre lande end vores egne. Og måske sviner på en lidt anderledes måde. 

Nu er det i mindre grad fugle indsmurt i oliespild, der præger medierne, men mikroplastik og hormonforstyrrende stoffer. 

Mange tilslutter sig udsagnene om at beskytte naturen. Men de fleste af de mange nyder tilsyneladende også den livsstil og det forbrug, der har udnyttet naturen og fortrængt den. 

Heri består hykleriet. Vi donerer til Greenpeace med den ene hånd, men vi storforbruger med den anden.

De grønne organisationer er på opgaven, men stortrives også med manglen på enighed. De høster afladsopmærksomhed og får bevillinger som aldrig før til at tale om problemerne. 

Et orgie af forskning kredser om problemer og svælger i bevillinger fra skatteyderne.

Græsrødderne har fået fat og ser ud til at trives så godt i problemerne, at man kan tvivle på, at de arbejder på en løsning.

De er blevet en del af den elite, der lever godt af, at problemerne ikke løses. 

Og ditto borgerne, der giver afladsstemmer til fantasterne så længe det ikke fører til materiel afsavn. 

Vi nynner næsten alle med på de grønne vers, mens vi fortrænger, at vores tøj, vores gadgets, vores mad, vores biler og alt det andet, er blevet til på baggrund af forbrug af naturens ressourcer og på bekostning af naturarealer.

Vi bruger enorme summer på narrativer om biodiversitet og klima, men som forbliver narrativer.

Heri består opportunismen.

Pointen er altså, at tingene ikke tinger. Og at vi egentlig godt er klar over det, men at vi endnu ikke er villige til at tage de nødvendige skridt - hverken materielt eller politisk.

Der er kun os selv at rette blikket mod. 

Enten skal vi opføre os mere bæredygtigt. Eller eller også skal vi finde nye kilder til vores forbrug, som ikke trækker så store veksler på omgivelserne. Så simpelt er det.

Men som mestre i fortrængning, dyrker vi år efter år og årti efter årti de fantastiske fortællinger om hvor grønt, rigtigt, vildt, eller skånsomt tingene skal blive.

Så længe borgerne er forbrugsmæssigt pacificerede og magthaverne nyder godt af spillet, kan alle leve med og af dobbeltspillet, hykleriet og opportunismen. Prisen for at tingene ikke tinger er fortsat veksler, der trækkes på fremtiden. 

Det er alt sammen meget menneskeligt, omend naturligvis etisk betænkeligt at placere regningen i det børneværelse, der er tapetseret med grønne slogans og "disneyfortællinger". 

Når fortalerne for rewilding anklager skovforvaltningen for tabet af naturværdier, skyder de forbi. Forklaringen skal snarere findes i tidens forvirrede og politiserede forhold mellem menneske og natur.

Før industrialiseringen var det et slæb at høste træ og andre goder fra skovene. Men ikke desto mindre forsvandt store skovarealer, som især blev ryddet til landbrug.

Træet blev brugt i byggeri og husholdninger, og udbredt skovgræsning forhindrede skovenes naturlige gendannelse.

Først da skovene næsten var væk omkring år 1800, og manglen på især træ og læ blev tydelig, erkendtes behovet for en ordnet indsats, for at sikre et vedvarende skovdække og en effektiv forsyning af skovens efterspurgte goder.

Det blev starten på den moderne skovforvaltning, der kulle indfri dette mål via faglighed og systematik.

Gradienten i skovforvaltningen går på, hvor meget naturens egne dynamikker skal justeres. Jo mere overensstemmelse der er mellem forvaltningens formål, og hvad naturen selv vil på arealet, jo lettere bliver forvaltningsopgaven.

Mere justering kræver oftest mere energi og flere penge, for med rimelig sikkerhed at indfri målsætningerne. Dermed har skovforvaltningen et iboende økonomisk incitament, til at arbejde med naturen.

Skoven producerer som bekendt flere goder samtidigt. Træ, jagt, og læ er klassikerne, mens friluftsliv, grundvandssikring, og biodiversitet er af nyere tid.

Skovforvaltningen består i at balancere det ønskede produkt-mix i tid og rum. Altså over den for skovene naturligt lange tidshorisont og i forhold til arealfordelingen.

Typisk opdeles skoven i mindre arealer, som dyrkes med for lokaliteten egnede træarter.

Ud over en plejeindsats rettet mod at favorisere naturvilkårene for de ønskede goder, plejes skoven overordnet med henblik på at sikre en sund og stabil helhed, der kan modstå storme, ild, insektangreb, mv.

Skovforvaltningen sikrer altså skovdække. Og da skoven på vores breddegrader rummer størstedelen af arterne, langt flere end både by, landbrug, og det åbne land, er det ikke skoven i sig selv, der truer artsdiversiteten.

Er anklagen forankret i den “intensive” skovforvaltning, der praktiseredes fra ca. 1970 til 1990, hvor samtidens fascination af kemiske bekæmpelsesmidler også nåede skovene, og medførte uønskede sideeffekter på skovens økosystem, synes den malplaceret i tid.

For siden “Brundtland-udviklingen” i 1990erne, er skovene forvaltet “flersidigt” med henblik på at balancere især træproduktion, biodiversitet, og det friluftsliv, som efterkrigstidens mekanisering også havde fået til at blomstre.

“Rewilding” er selv "et blomsterbarn af samme udvikling. Efternøleren, der i medierne dygtigt, og med stor følelsesmæssig appel, sælger budskabet om, at den vilde natur er vor tids knappeste gode og at skovforvaltningen må stoppe.

Men forvaltning er en fagligt baseret metode. Ikke et bestemt indhold. Så det er noget vrøvl at påstå, at den forvaltede skov er den største trussel mod naturen.

Artsdiversiteten kan, selv om den allerede er rigest i skoven, sikkert beriges yderligere. Men arter er ikke det eneste gode, der skal tilgodeses.

Skovens andre goder efterspørges af det samme samfund, som efterspørger biodiversitet. Arterne har ikke naturlig forrang. Naturen selv reflekterer ikke over biodiversitet. Ønsket herom er menneskeskabt.

Skovens goder eksisterer altså ikke uafhængigt af det omgivende samfund, men i kraft af dette. De er netop blevet til goder eller ressourcer, i takt med at de har fået nytte for samfundet.

Løsningen er derfor ikke at afkoble mennesket fra naturen, men at gøre det til en ansvarlig del af den. Og forvaltningen er her et essentielt redskab til at balancere skovgoderne i forhold til samfundets prioriteter og naturens formåen.

I en tid hvor vi uden skam storforbruger træ, synes udskamning af træproduktionen søgt.

Uanset om produktionen af træ fortrænges til underbevidstheden eller til udlandet, løser den overordnet set ikke problemet. Det gør romantiserede fortællinger om vilde heste og urørt natur, der alligevel berøres i stor stil, heller ikke.

De er snarere symptomer på det lidt hykleriske menneskelige dobbeltspil, der dyrker fortællingerne om det grønne, det naturlige, og det urørte på overfladen, mens det velfærdsbaserede forbrugsorgie kører videre i baggrunden.

Rewildingen blomstrer således på samfundets dårlige samvittighed. Fænomenet skaber aflad for mennesket, men er uegnet til at skabe den nødvendige balance mellem menneske og natur.

For naturens egentlige problem er det forbrugsorgie, som har fortrængt den og kuren er bæredygtig forvaltning, ikke naturreservater.

Hvis denne erkendelse kan indfinde sig på skovområdet, som den så småt er ved at indfinde sig på energiområdet, hvor vi i disse år erfarer værdien- og vigtigheden af at kunne styre vores egen energiforsyning, kunne vi opnå et mere “ædrueligt” udgangspunkt.

Og selv om det er “oldnordisk”, er træ et uovertruffent naturmateriale, hvis produktion både energimæssigt og økologisk fint kan konkurrere på den grønne skala, med de fleste andre produkter, f.eks. beton, stål og plastic, vi bruger som erstatning for træet.

Det kan, med den rette forvaltning, produceres samtidigt med at skovene danner ramme om den biodiversitet, det friluftsliv, og de grundvandsreserver, som samfundet har kært.

Skovforvaltning er altså ingens fjende. Tværtimod er det en vild god idé at bruge viden, erfaring og systematik som kompas, i stedet for romantiseret naturideologi.